Menu

Opkøb af Aulumgård

Pressemeddelelse

Mangel på dansk honning fører til strategisk handling

Jakobsens opruster med virksomhedsovertagelse og kommerciel direktør

Hvad gør en honningproducent, når bierne er for få til at følge med efterspørgslen?

For Skandinaviens største honningvirksomhed, Jakobsens A/S, er svaret at opruste indsatsen på flere fronter. Det sker med opkøb af nabovirksomheden Aulumgård, der er Danmarks største opkøber af honning. Og med en nytænkende plan, hvor netop Aulumgård er omdrejningspunktet, der skal bringe Jakobsens tættere på biavlerne. Samtidig styrkes salget med ansættelsen af en kommerciel direktør.

– De nye indsatser underbygger vores vision om, at Jakobsens skal være ”best in class”, når det gælder forsyningssikkerhed og kvalitet. Vi skal sikre vores kunder konstant tilgængelighed af kvalitetshonning, fortæller administrerende direktør Helle Reinevald.

Tættere på biavlerne og honningen
Når Jakobsens ønsker at opbygge et tæt samarbejde med de danske biavlere, så handler det i høj grad om at øge den samlede danske honningproduktion. I en fælles indsats.

– Det er vores mål at få biavlen i Danmark til at vokse. Potentialet er der. Derfor ønsker vi at komme tættere på biavlerne og hjælpe dem strategisk med en sikkerhed for, at de kan afsætte deres honning. Samt med udstyr og måske også økonomisk opbakning. Det vil vi gøre gennem leverandøraftaler, hvor der også skal lægges vægt på udvikling af nye produkter, inspirationsture og sikring af en konstant høj kvalitet. Vi tror på, at et øget samarbejde kan få nogle af de etablerede biavlere til at øge produktionen og få flere nye til at starte, forklarer Helle Reinevald.

Aulumgård skal åbne nye døre
Netop opkøbet af Aulumgård er en vigtig brik i et tættere samarbejde. Foruden at opkøbe honning fra danske biavlerne er Aulumgård leverandør af biavlerudstyr til både små og store avlere. Fra bistader, foder og valsning af voks til slynger og glas. I både Danmark og udlandet. Aulumgårds personale fortsætter, herunder Michael Petersen som administrerende direktør.

– For de danske biavlere er det en fordel, at de kan købe deres udstyr samme sted, som de leverer deres honning og blokvoks. Det gælder både hobbyavlerne, der gør produktionen op i kilogram, og de store producenter, der regner i ton, siger Helle Reinevald.

Hun forventer også, at salget af produktionsudstyr til udenlandske biavlere på sigt kan åbne nye døre. Og dermed skabe nye muligheder for direkte import af honning til Jakobsens mange produkter.

Kommerciel direktør fra øverste hylde
Med en klar plan for forsyningssikkerheden – og et håb om så meget dansk honning fremover at der også bliver til eksport – har Jakobsens valgt også at opruste kraftigt på salg og marketing. Det sker
med ansættelsen af Bjarne Nøhr i en nyoprettet stilling som kommerciel direktør. Han har stor erfaring fra fødevarebranchen og kommer fra en lignende stilling hos Kohberg Bakery Group og tidligere Rynkeby Foods.

– Bjarne Nøhr er en af fødevarebranchens anerkendte navne, som vi er glade for at byde velkommen. Han skal stå i spidsen for en strategi og markedsføring, som forstærker vores udvikling og position som en dynamisk virksomhed, der er i front med nytænkning i både sortiment og distributionsformer, siger Helle Reinevald.

Med købet af Aulumgård og ansættelsen af Bjarne Nøhr tror Helle Reinevald på, at Jakobsens kan få honningen til at flyde lidt lettere fra markedet til Jakobsens store tønder og tanke – og videre til forbrugerne som rene, traditionelle honningprodukter og specialprodukter baseret på honning.

– Vi har virkelig gearet virksomheden op og summer af optimisme for fremtiden, siger Helle Reinevald.