Svar på de mest gængse spørgsmål

Jakobsens oplever generelt stor interesse for vores virksomhed og produkter. I den seneste tid er en række konkrete
temaer blevet debatteret på sociale medier og i pressen. Herunder følger svar på de oftest stillede spørgsmål.

Hvordan mærker Jakobsens udenlandsk honning?

For Jakobsens er det vigtigt, at forbrugerne ved, hvad de køber. Derfor fremgår det altid af mærkningen, hvor honningen kommer fra. Vi mærker kun vores honning ”dansk”, hvis den er fra danske biavlere.

Udenlandsk honning mærkes efter gældende regler om mærkning, således det altid som minimum fremgår om honningen er fra EU-lande eller fra lande uden for EU. Derudover kan oprindelsesmærkningen suppleres med oplysninger om de specifikke lande f.eks. honning fra Brasilien.

Hvorfor har der været eksempler på, at nogle supermarkeder har sat et dansk flag på Jakobsens honning fra udlandet?

Vores honning bliver også solgt som såkaldt private label til supermarkedskæderne. I de tilfælde sælges honningen under kædernes egne mærker, og de bestemmer selv, hvad der skal stå på emballagen – og hvordan honningen præsenteres på f.eks. hyldeforkanter. Her har der været eksempler på, at udenlandsk honning har været markeret med dansk flag, fordi det er produceret i Danmark. Dette er en udbredt praksis på fødevareområdet, som flere gange er godkendt af Fødevarestyrelsen. Det har dog vist sig at give anledning til misforståelser, hvorfor denne praksis nu er stoppet på honning.

Mener Jakobsens, at reglerne for mærkning af udenlandsk honning er god nok?

Nej. Selv om Fødevarestyrelsen flere gange har sagt, at mærkningen er i orden, er vi enige i, at det skal være tydeligere for forbrugerne, om de køber et rent dansk eller udenlandsk produkt. Derfor har vi også henvendt os til miljø- og fødevareminister Mogens Jensen for at drøfte, hvordan problemet kan løses. Vi anbefaler en ændring af mærkningsvejledningen for honning, som skal gælde alle producenter, og som kommer forbrugerne til gode.

Hvordan sikrer Jakobsens, at honningen har den højeste kvalitet?

Som den eneste producent i Europa analyserer Jakobsens al dansk og udenlandsk honning med de nyeste, akkrediterede metoder. Derudover har Jakobsens – også som den eneste producent i Europa – valgt ikke at købe honning fra Kina eller øvrige asiatiske lande.

Hvorfor har den faste honning ændret udseende - er den dårlig?

Nej. Hvis honning udsættes for høj varme over en længere periode, vil den begynde at smelte, og der kan dannes et lag flydende honning eller et hvidt lag “skum” på toppen. Der er ud fra et fødevaresikkerhedsmæssigt synspunkt ikke noget i vejen med honningen. Honningen kan omrøres og vil herefter få et normalt udseende igen.

Er det korrekt, at Jakobsens blander udenlandsk honning med dansk og kalder det dansk?

Nej. Honning må ikke kaldes dansk, medmindre det er 100 pct. dansk honning. Det er ulovligt at blande dansk honning med udenlandsk honning og mærke det som dansk. Jakobsens følger naturligvis lovgivningen og bliver desuden jævnligt kontrolleret af Fødevarestyrelsen.

Er honning uden tilsætningsstoffer?

Ja. Honning er et 100% naturprodukt. Der må ikke tilsættes fødevareingredienser, herunder tilsætningsstoffer eller vand. Der må desuden ikke laves om på honningens naturlige sammensætning ved eksempelvis at fjerne naturlige bestanddele. Reglerne findes i den danske honningbekendtgørelse og i det europæiske honningdirektiv.

Har du flere spørgsmål?

Se mere på vores side “Bag om” for mere information om honningtyper og meget mere. Du er også velkommen til at
kontakte os direkte via vores “Kontakt” side.

Velsmagende honning fra Jakobsens

Vidste du, at vi har et bredt udvalg af både faste, flyende og økologiske honninger? Farven og smagen af honning varierer afhængig af hvilke blomsternektar, honningen kommer fra. Der er mange tusinde forskellige slags honningtyper, som stammer fra forskelligartet nektar eksempelvis lavendel, akacie, lyng og orangeblomst.

Konsistensen på honning er fra naturens side flyende, men den vil efter et stykke tid begynde at krystallisere og få en fast konsistens. Forholdet mellem sukkerarter i honningen afgør, hvor hurtigt honningen bliver fast.